En farverig skolemand går fra borde

 

Når rektor Erling Kristensen fredag den 31. oktober går af som rektor for Sorø Akademis Skole efter 22 ½ år på posten, er det en begivenhed som også her i Vejle og omegn vil give genlyd. Erling Kristensen vil for mange på disse kanter nemlig huskes som den første rektor for Rosborg Amtsgymnasium i Vejle.

 

Ja, faktisk var han den allerførste ansatte på stedet, idet han allerede fra 1. maj 1973 (Rosborg slog først dørene op den 13. august) sad på et kontor i Grønnegade og ansatte de lærere, som skulle præge stedet, hvilket man må sige, at de har gjort. En pæn del af Rosborgs lærerkollegium fra det allerførste år er stadig aktive på skolen i dag.

 

Erling var på det tidspunkt 35 år og havde allerede en interessant karriere bag sig. Først havde han en handelsuddannelse fra Ø.K., så trængte ønsket om at studere psykologi sig på, så han tog en studentereksamen på Hovedstadens Studenterkursus i fødebyen København. Dér opdagede han matematikkens verden, så det blev ikke psykologien men netop matematikken og fysikken, han kastede sig over. Han var ikke én af de studerende, der brugte uforholdsmæssig lang tid på at blive færdig på universitetet, og allerede mod slutningen af studiet var han tilbage på sit studenterkursus igen først som vikar og senere som lærer. Det blev til tillidshverv i Gymnasieskolernes Matematiklærerforening, som Erling med sin københavnske humor betegnede som én stor roseklub. ”Og det virker!” sagde han, ”Prøv blot at se, hvor mange matematiklærere, der er endt som rektorer! Det er fordi vi altid skriver pænt om hinanden ud fra devisen, at jeg er go’, men ham dér han er s’gu li’godt endnu bedre!” Noget er der måske om det, for efter en kort karriere som administrativ inspector på Vallensbæk Statsskole, sad Erling i 1973 med foden under eget rektoralt skrivebord i Vejle som én af landets yngste rektorer, - til trods for den lidt sene start med de akademiske sysler.

 

Det unge pust fornægtede sig ikke. Erling ønskede ikke at være ”rektor” eller ”rektor Kristensen”, han ville være ”Erling”, og det blev han. Sådan ville vi vel ikke have sagt det dengang, men han gik faktisk direkte i hjertet på os, der blev Rosborgs første årgang. Hans socialdemokratiske sindelag var og er hans værdigrundlag. Den første del af partinavnet mødte man især i hans tanker om lige adgang for alle til uddannelse. Den anden del af partinavnet var og er simpelthen hans livsstil.

 

Erling er københavner med den ligefremme og direkte humor, hvorpå man tit kender en ærkekøbenhavner. Døren til hans kontor husker jeg altid som åben, og nu var det da også svært at forskanse sig nogetsteds under de interimistiske forhold, der herskede i Rosborgs to første år, hvor skolen boede til leje hos Hældagerskolen ude i Bredballe. Mange af os kom fra midtbyskoler, der var ganske stivnet i formen, og hvor lærere – med enkelte undtagelser – og inspektører var ret distante personer i dagligdagen. Erling, der sad og sludrede med eleverne i frikvartererne, som ved festerne greb en mikrofon og lancerede ”Flade Jensen” eller ”Rosborg Blues” repræsenterede en helt anden verden, og gjorde selve skolelivet vedkommende for os og skolen til et sted, hvor man gerne lagde sit engagement. Erlings meget musiske tilgang til skolen – han var gammel jazz-mand selv – var sammen med de to første meget aktive musiklærere Tine Lützen og Gustav Jahn med til at give musikken den fremskudte position på stedet, som har holdt sig frem til i dag.

 

Da skolen skulle julepyntes i december 1973, og projektet var ved at kuldsejle, da der ingen sakse var på stedet, gik Erling på sin karakteristisk facon til telefonen og afgav bestilling. ”Vi ta’r  lige et par klassesæt!” Min klasse havde ham til matematik, hvor han ofte krydrede undervisningen med referater fra byggemøderne i forbindelse med det ”rigtige” gymnasium nede i engene. Der blev også tid til anekdoter fra Erlings fortid – især fra forskellige møder med Arveprins Knud, der spillede sin egen lille afgrænsede rolle i vort matematikpensum.

 

Som skolemand opfatter jeg Erling som en meget stor personlighed. Det kræver format og styrke at klare en forvandling fra en lille skole med godt 100 elever og ca. 8 lærere til en skole med 5 gange så mange elever og lærere på ganske få år – og stadig holde fast i nærdemokratiet. Der er ingen tvivl om, at det var en pubertetsperiode for skolen, der krævede meget af både lærere og ledelse, men den særlige Rosborg-ånd fra de første år har gode lærere og Erlings efterfølgere forstået at give videre, så det stadig præger skolen i dag. Det kræver også format og styrke efter 8 år på posten i 1981 at søge nye græsgange og her vælge Sorø Akademis Skole. Nogen større kontrast til Rosborg kunne næppe tænkes.

 

Men sådan faldt det nu ud. Erling kom til en konservativ, bygningsmæssigt forsømt skole med indgroede og ikke altid for en udefra kommende lige forståelige traditioner. De første år måtte blive svære kampår, men når Erling på fredag går fra borde efterlader han sig også her en moderne demokratisk gymnasieskole med renoverede og / eller nybyggede bygninger, hvor de gode traditioner er tilpasset nutiden og de øvrige er luget bort.

 

For mig personlig blev mødet med denne djærve, demokrat, denne idealistiske skolemand med det gode humør og det musiske sind en oplevelse for livet. Nærkontakten til eleverne, det åbne kontor det at være en anstændig leder og en anstændig samtalepartner for de unge mennesker så jeg i mine år på Rosborg i midthalvfjerdserne. Det har jeg forsøgt at leve op til efter bedste evne. På min vej gennem mit arbejdsliv som underviser og som leder har det givet mig mange stærke og gode oplevelser og mange kontakter og nære personlige venskaber med nuværende og tidligere elever i alle aldre, venskaber, som jeg ikke ville have undværet.

 

Erling – og årene med ham tilbage i halvfjerdserne – har altid fulgt mig, og jeg har øst af dem fra tid til anden. Han har også stadig været der midt i det pædagogiske livs mange livtag for enden af en telefonledning eller en e-mail, og han har altid haft tid. Det er lidt underligt, at han ikke længere er skoleleder.

 

I juli måned flyttede Erling og hans hustru Lena tilbage til København til Amager, hvor de har erstattet den idylliske udsigt over Sorø Sø og havegangene, hvor Heise, Ingemann, Hauch og Molbech har gået, med en fornem udsigt over Københavns spir og tage. Erling har i et interview bedyret, at han ikke bare skal sidde i en lænestol og se sine fødder vokse. Det tror jeg på. Der vil stadig være bud efter ham forskellige steder fra. Han vil simpelt hen ikke kunne vænne sig til et roligt otium, og det er en stor trøst, at han således stadig vil kunne være en glæde for sine omgivelser.

 

Flemming Meng Sørensen

musikskoleleder, Vejle Kommunes Musikskole