¦  TIL FORSIDEN ¦ ERLINGS AFSKED MED SORØ

Erling Kristensen

 

 

 Erling Kristensen, født 13. februar 1938 i København. 1955 - 1961 Handelsuddannet i Ø.K. ansat i rederiet Lauritzen, 1968 cand.scient i matematik og fysik fra Københavns Universitet, 1968 - 1971 adjunkt ved Statens og Hovedstadskommunernes Kursus. 1971 - 1973 administrativ inspector ved Vallensbæk Statsskole, 1973 - 1981 rektor for Rosborg Amtsgymnasium, Vejle. 1977 - 1981 næstformand i amtsmusikudvalget for Vejle Amt. 1981 - 2003 rektor for Sorø Akademis skole. Efor for "Soranernes Hus" i København. Medlem af bydelsrådet for  Amager. Afgået ved døden 22. april 2013. Begravet på Sorø Kirkegård.

 

Erling Kristensen

 

At møde Erling i rollen som rektor for det nystartede Rosborg Gymnasium mandag den 13. august 1973 var noget af et kulturchok. Og jeg tror ikke at jeg var den eneste der følte det sådan. Mange af os kom fra byskoler som vel var meget gammeldags og noget stivnede i formen. Min egen skole, Nyboesgades Skole, er senere blevet skrevet ind i historien af "Vestbyens" forfatter Ulrik Gräs som en skole hvor et elitekorps af lærere stod parat til at tage sig af de unge mennesker som skulle i realen, resten kunne Fanden, spinderierne og blodfoderfabrikken dele i porten. Nu er Gräs jo noget ældre end jeg, så tendensen kan have mildnet sig lidt inden jeg kom i skole, desuden hørte jeg jo til de udvalgte, som "elitekorpset" tog sig af. Og det faglige var i orden hos dette korps, vi var højglansgalvaniserede til mødet med gymnasiet. Jeg kan heller ikke sige at man ikke tog eleverne i realklasserne alvorligt. Men elevdemokrati, medbestemmelse, indflydelse, gennemsigtighed var ukendt land. Jeg gik vel i 5. klasse en dag hvor jeg sad og bladrede i en telefonbog, og pludselig opdagede jeg til min forbløffelse at én af mine lærere havde telefon! Pludselig kom jeg til at tænke på at disse mennesker selvfølgelig havde et privatliv med familie og bopæl. Selvfølgelig kunne jeg have sagt mig det, og jeg vidste det vel inderst inde, men skolen var en afsondret og ret upersonlig verden der fungerede helt på sine egne betingelser. Og så sad vi pludselig her i samlingsrummet på Hældagerskolen som gymnasieelever på det nye endnu ikke byggede Rosborg Gymnasium og hørte på en rektor som ikke bare stillede eleverne den mulighed i udsigt at de kunne få indflydelse på egen hverdag men som direkte forventede at eleverne at de civiliserede sig og tog ansvar for indhold og traditioner på dette nye gymnasium.

 

Og det var ikke bare tomme ord. Muligheden for indflydelse var konstant til stede. I november 73 blev der f.eks. holdt byggemøde med arkitekterne hvor alle elever kunne give deres besyv med på et tidligt tidspunkt i byggefasen. Men Erling turde også lade skellet mellem lærer og elev og mellem rektor og elev blive meget, meget lille. Nu var vi tæt på hinanden under de interimistiske forhold ude i Bredballe, men Erling lod som oftest døren til sit kontor stå åben ud mod fællesområdet og han brugte megen tid på at sidde og sludre uformelt med eleverne i frikvartererne ligesom han også som regel var med ved festerne. Man var ikke et øjeblik i tvivl om at skolens rektor og skolens lærere var mennesker af kød og blod.

 

Fra venstre: Ove Ancker, Erlings bror og Erling selv foran Rektorgården på Sorø Akademis Skole 1987.

Erling og hans lærere var i disse pionerår med til at grundlægge den særlige Rosborg-kultur som stadig findes på stedet i dag. Selvfølgelig tilpasset et stort gymnasium med henved 800 elever. Grundlaget, som Erling udstak, var egentlig ret enkelt. Hvis man forventer af en flok unge gymnasieelever at de civiliserer sig og træder i karakter, så gør de netop det. Hvis tillid og imødekommenhed er grundlaget for samvær, så virker det begge veje fordi de unge, som bliver taget alvorligt, ikke ønsker at ødelægge den gode stemning og netop bygger med på at opretholde den i stedet. Det har jeg tænkt meget over siden 1973 - og det virker faktisk.

Erlilng og hans hustru Lena ved Rosborgs første fastelavnsfest 22. februar 1974.

Erling er københavner med masser af den let brutale charme som københavnere netop ofte kendes på, og som gør at man befinder sig godt i deres selskab. Oprindelig havde han en handelsuddannelse og havde været ansat i forskellige rederier i hvilke sammenhænge han havde været udsat for Arveprins Knud, som Erling gerne fortalte historier om, og arveprinsen indgik også delvist i vort matematik-pensum (vi sproglige havde Erling til matematik). Efter nogle år skiftede Erling imidlertid spor, tog studentereksamen fra Hovedstadens Studenterkursus og blev derefter cand.scient på meget kort tid. Derefter fik han job på det studenterkursus han selv havde frekventeret, men var der kun kort, for i 1971 blev han hentet til Vallensbæk Statsskole som inspector og derfra kom han to år senere til Rosborg som rektor i en alder af kun 35 år. Derudover må man beskrive ham som udogmatisk socialdemokrat med betoningen lagt på sidste del af partinavnet. Erlings sociale engagement fornægter sig ikke - slet ikke i diskussioner om lige adgang til uddannelse, men der er ikke meget blafrende røde faner over ham. Hans åbenhed og hans udogmatiske tilgang til tilværelsen gjorde at han kunne tale med folk af mange forskeliige observanser. Erling er også et meget musisk menneske - et menneske med fornemmelse for den dannelse der ligger i musikfaget. De to musiklærere, Gustav og Tine, der supplerede hinanden så fint, og Erling var afgjort grundene til at musikken blev en identitetsskabende faktor for mange i Rosborgs første år. Erlings gebet var jazzen hvor han allerede i 50'erne var medlem af forskellige københavnske jazzklubber samt aktiv i et vist omfang på sopransax - efter sigende, for Erling viste aldrig lige den side af sig selv. Men han var mand for at lancere Rosborg Blues som forsanger da den var blevet skrevet til skolens første forårskoncert. Og ved andre lejligheder var det den gavtyveagtige københavner i ham, der lod ham lancere den gamle københavner-sang, som også Cæsar havde taget sig af: Flade Jensen.

Erling synger. Og når han gør det, er det ofte enten Rosborg Blues eller Flade Jensen, af mimikken fremgår det, at det her er sidstnævnte sang, der foredrages. Under et besøg i Wien i oktober 2003, hvor jeg tog denne gamle sang op, kunne vore østrigske værter overraskende fortælle os, at den sang kendte de som den gamle studentersang "Gold und Silber lieb' ich sehr"

Længe efter mine gymnasieår har jeg lunet mig ved festlige minder om en farverig rektor der både turde være sig selv og være rektor. Selvfølgelig fik Rosborg ikke lov til at beholde Erling. Efter at han havde været rektor dér i 8 år - og også efter han havde gjort nytte i Amtsmusikudvalget i nogle år - blev han rektor for Sorø Akademis Skole. En skole med gamle indgroede traditioner i modsætning til Rosborg der vel i 1981 endnu ikke var færdig med at arbejde på sine. Men også den skole var han med til at bringe ind i en demokratiseringsproces men bestemt ikke uden voldsomme sværdslag. Marias klassekammerat Ove Ancker fik i 1986 job på Sorø Akademi som lærer i dansk og kristendomskundskab. Vi besøgte ham nogle gange derovre og fulgte med i udviklingen, og den følger vi stadig. I de år var fronterne trukket hårdt op mellem tilhængere og modstandere af det lugearbejde i nogle af traditionerne som pågik på den tid. Derudover møder vi ham af og til hos Marias tidligere inspektør på Hældagerskolen Aksel Mark og hans kone Kirsten. De har holdt forbindelsen med Erling og Erlings kone Lena siden pionerårene på Hældagerskolen i midthalvfjerdserne. Vi oplevede også fortid og nutid smelte sammen da vi deltog i Erlings 60-års fødselsdag og 25-års rektorjubilæum i 1998, hvor både Sorø Akademi og Rosborg var solidt repræsenteret. Vi kører sjældent til København uden at kigge ind til biskop Absalon i Sorø Kirke for at se om han har det godt. Hvis vi er meget ubeskedne, kan vi kalde det en slags familiebesøg, idet Hvide-slægten tilbage i en fjern fortid er forbundet med Hundevad-slægten, som jeg kommer fra. Men mon ikke de fleste kan finde en slægtsforbindelse til den gamle kriger og bisp. I den forbindelse kan vi konstatere at fornyelsen ikke kun sker på de indre planer. I Erlings rektorperiode er der blevet bygget meget nyt på den gamle akademigrund. Bl.a. en ny fagklassefløj, en stor idrætshal, omfattende renoveringer af bestående bygninger og nu senest har Absalons bedstefar fået sit eget hus i form af nybygningen "Skjalm Hvides Hus", der indeholder elevværelser og kantine.

Erling på akademigrunden sammen med én af sine gamle lærere fra Rosborg, Erik Stengård, formand for Gymnasieskolernes Lærerforening i en del år og nu rektor for Haslev Gymnasium.

Da Erling i starten af 1981 fortalte Rosborgs lærere at han nu forlod skolen og drog til Sorø, skrev en af lærerne, Kirsten Giselsson, følgende sang på melodien til "Den blå anemone". Sangen blev sunget ved Erlings afskedsfest:

Hvad var det dog, der skete?
Vor frokost-sløve øjnes glar
blev vågne ved at se det
en dag i februar,
da Erling rejste sig og sa'
han ville rejse bort herfra.
Vi sad der ganske stumme
og følte os lidt dumme:
Vil Erling rejse væk?

Hvad kunne bort ham drage
fra Rosborgs vilde søde liv?
Få ham til at forsage
al Vejles tidsfordriv.
Hvad er mon bedre end en duft
af losseplads - den karske luft,
der skærper vore sanser,
mens mågeflokke danser
på skolens flade tag.

At vi er sat på pæle
og hviler tungt på mudret grund,
derved vi ofte dvæle
i en bekymret stund.
Mon vi er ved at synke ned?
Har Erling fået den besked
og redder sig i tide,
før han med skolen skride
i undergrunden ned?

Hvormed kan han sig fryde
ved Sorø by's Akademi?
Hvad kan han mere nyde
end rosborgsk harmoni?
Er Erling blevet træt af os
og vil ej længer' være ros-
borgenser her i Vejle?
Man må fornærmet stejle
og sig til ho'det ta'.

Hvad har den gamle skole,
det unge Rosborg ikke har?
Kontor med fine stole,
med portvin og cigar?
Nej, hus med egen havemand,
og båd ved søens stille vand,
det lokker ham fra Vejle,
for han vil ud at sejle
helt i sin egen sø.

Det klart sig for os tegne:
snart Erling vandrer uden hvil
i Sorøs smukke egne
og hvor går tanken til?
Til "Flade Jensen" og Rosborg,
hvorfra vi, trods vor store sorg,
må ønske held og lykke,
når du til Sorø rykke
- gid det må gå dem vel.

Kirsten Giselsson

Lena og Erling ved afskedsreceptionen på Sorø Akademis Skole, oktober 2003

Men i oktober 2003 sluttede Erling sin rektorgerning og fratrådte i Sorø. Det er ikke småting, som han kan se tilbage på. Han startede et helt nyt gymnasium i Vejle tilbage i 1973 under vanskelige forhold. Gymnasiet havde ikke egne lokaler, der var bygge- og anlægsstop på grund af energikrisen og alt var nærmest en permanent undtagelsestilstand. Erling var i den heldige situation, at han havde et lærerkollegium, som brændte for denne nye skole, men han ejede også en sjælden evne til at motivere og begejstre. På Sorø Akademi oplevede han at blive stedets største bygherre siden biskop Absalon. Den gamle skole blev renoveret og tilbygget for svimlende summer i løbet af Erlings 22 år lange rektorat. Det anslås, at ca. 25 % af skolens samlede areal er bygget i løbet af den tid, og på de indre linier blev en gammel traditionsrig kostskole ført over i det 21. århundrede.  

Om den del af arbejdet sagde han selv i forbindelse med sin afsked, at han i starten blev oplevet som "En skide socialdemokrat, der kom og ville lave om på det hele.. Men jeg tvang altså ingen til at sige du tilm mig, som rygtet ellers gik ude i byen, det var da helt frivilligt, men det var én af myterne, jeg havde at kæmpe med. En anden kamp gik på at overbevise omverdenen om, at jeg ikke bare skulle bruge Sorø som springbræt til at komme videre, jeg ville være her resten af mine arbejdsår. Og det var nok at tage fat på, ikke bare med at ændre kæft, trit og retning."

Efter at han og Lena i 10 år havde levet en meget aktiv pensionisttilværelse på Amager - hvor Erling bl.a. var efor for "Soranernes Hus" og medlem af bydelsrådet for Amager - blev han pludselig kort efter sin 75-års fødselsdag alvorligt syg og døde godt to måneder senere. Det har påvirket mig meget, at dette sprudlende og vidende skolemenneske ikke længere er blandt os, og selve tabet af ham påvirkede mig meget og længe. Erling blev bisat fra Sorø Klosterkirke Store Bededag 2013.

 

 

 
 


 
Meng Sørensen© 2005