¦  TIL FORSIDEN ¦ 

Dietrich Fischer-Dieskau synger "Wohin" fra Franz Schuberts "Die Schöne Müllerin med Gerald Moore ved klaveret. Gustav er for mig snævert forbundet med Schuberts lieder, som han

lærte mig at holde afi min gymnasietid. Gustavs far har i øvrigt netop oversat disse lieder til et smukt og sangbart dansk, og jeg har sammen med Willy Stolarczyk opført dem flere gange.

Gustav Jahn

 

Født 17. februar 1929 i København, som søn af translatør Konrad Rige Jahn (1888 - 1970) og hustru Harriet (født Jansen), student fra Christianshavns Gymnasium, cand. mag. i musikvidenskab og engelsk, Københavns Universitet, årsvikar v/ Nykøbing Mors Gymnasium 1958 - 59, adjunkt v/ Odense Katedralskole 1959 - 1966, v/ Christianshavns Gymnasium 1966 - 1969, lektor v/ Maribo Gymnasium 1969 - 1973, v/ Rosborg Amtsgymnasium, Vejle 1973 - 1978, v/ Helsingør Gymnasium 1978 - 1996. Gift med Maria (1928 - 1994). Gustavs farfar, der også hed Konrad Jahn (en navneskik, familien har holdt i hævd, Gustavs 10 år ældre storebror hedder også sådan, og er jvf. Gustav Konrad IV - så vidt jeg ved eksisterer såvel Konrad V som Konrad VI også) var læge på Mors - og altså Konrad II. Konrad I bragte som militærperson Jahn-familien fra Norge til Danmark engang i 1840'erne. Konrad IIs hustru Margrethe (f. Thielemann) repræsenterer for alvor familiens musikalske linie, idet hun var kgl. kammersangerinde, men stillede karrieren i bero for at følge med manden til Mors. Margrethes far, Peter Thielemann (1819 - 1869) markerede sig i 1800-tallets København som komponist til bl.a. en række sange til Bjørnson-tekster i typisk dansk højromantisk stil. Nogle ganske smukke ting, som godt kunne fortjene en større udbredelse.

 

 

 

Gustav synger Burl Ives og Maurice Chevalier, juni 2003.

 

Hvor mange år lever og oplever man intenst. Og hvad er det præcist der griber ind og drejer ens liv i en bestemt retning. For mit vedkommende kan jeg pege på én ganske bestemt begivenhed, nemlig den første musiktime på Rosborg Gymnasium fredag den 17. august 1973.

 

Inden da havde vi oplevet Rosborgs ene musiklærer flere gange. Dels spillede han klaver til vore morgensange, og dels havde han improviseret noget balkandans i fællesområdet til introfesten om onsdagen i den første uge. Han virkede såmænd lige så ungdommelig og adræt som resten af lærerkollegiet, men det forhold at han var lektor pegede på at han havde en hel del mere erfaring end de øvrige.

 

Og så oprandt da den første musiktime. Gustav havde valgt at starte med at gennemgå ostinat-figurer i klassisk og rytmsik musik og det mundede ud i en analyse af Deep Purple's "Child in Time". Til trods for en spirende migræne - og den skulle netop "Child in Time" nok kunne sætte gang i - var jeg helt enkelt slagen af forbløffelse over denne fantastiske pædagog med det underfundige ordvalg, de overraskende indfald og den store viden om alle hjørner af rytmisk og klassisk musik. I juni samme år havde der været en TV-udsendelse over Deep Purples Japan-turne. Jeg så udsendelsen sammen med min far, men opgav ret hurtig denne pågående tunge rock og forsangeren Ian Gillians voldsomme stemme kunne jeg ikke ret godt med. Ergo affejede jeg dem uden videre i ungdommelig overmod, og måtte så indkassere et par verbale øretæver fra min far: "Hvis ikke du kan indse at de er MEGET dygtige, så giver jeg ikke noget for din musikalske dømmekraft". Og det skulle man høre fra en mand, der ellers så med dyb skepsis på al rockmusik.

 

Gustav flankeret af 2 gange Maria, Ålsgårde 1981.

Men tilbage til Gustav. Han havde alle muligheder for at gøre enhver musiktime til et godt show. Og dem benyttede han også fra tid til anden. Men han var også den der forlangte at rytmer skulle bankes og bladsang skulle læres. Gustav tog sit fag meget alvorligt som dannelsesfag. Han var som nævnt også den erfarne, og forstod at anvende midlerne. Det interimistiske Rosborg i en fløj på Hældagerskolen havde derfor hurtigt et glimrende flygel tre rigtig gode klaverer, Bachs "Wohltemperierte", lærerbøger i partiturlæsning og Beethovens klaversonater i klassesæt, et cembalo og flere ret eksotiske instrumenter som f.eks. krumhorn. Og hans undervisning med 2 ugentlige timer i 1. og 2. g og 1 ugentlig time i 3. g førte os omkring analyser af 1. satsen af Schuberts ufuldendte, javanesisk folkemusik, blues, fugaens opbygning, Debussys impressionisme, Schuberts lieder, Woody Guthrie, udvalgte sange af Lennon og McCartney, Tom Lehrer, Alban Bergs Wozzeck og et komponistbesøg af den verdenskendte og i nabolaget boende Gunnar Berg.

Gustav ca. 1965.

Gustav havde også kæmpet i flere år for musikfagets ligeberettigelse således at faget skulle have medtællende karakter på gymnasiet i alle linier og grene. Han og en gruppe ligesindede kolleger havde oven i købet lavet udkast til en eksamensform i faget udenfor musikfaglige grene. Ved afslutningen af 2. g kunne vi bl.a. vælge et eksamensfag selv, og vi var da nogle stykker som valgte at prøve Gustavs eksamensordning i musik. Det var en god ting for det gav en opsummering af faget som jeg havde megen fornøjelse af da jeg senere begyndte mit musikstudium.

Ove Ancker, Gustav, Maria og Lene Holst (gift m. Klaus Bloch) hos os i 1984, hvor Klaus og jeg fejrede 10-året for den ungarske dans og den første forårskoncert på Rosborg.

Flere år inden mit møde med Gustav var jeg begyndt at spille klaver, og jeg passede da mit klaverspil pænt. Kom til timerne. Spillede mine lektier. Fandt vel også nogle udfordringer i det. Men jeg havde ikke indset nødvendigheden af at spille, Den dukkede op nu. Gustav spillede - selv på klaver - uddrag af Beethovens "Pathetique". Kort efter hørte jeg - af alle steder - i et Burt Bacharach-Show Peter Ustinov forklædt som Beethoven læse sit Heiligenstädter-Testamente op, mens B.B. spillede 2. satsen af netop "Pathetique" på klaveret. Så var der dømt "Sturm und Drang"! På én gang kastede jeg mig over at lære mig selv becifringer og rytmsik brugsklaver samtidig med at jeg gik om bord i Beethoven, Debussy og Grieg på det klassiske felt, og for at gøre det helt komplet, begyndte jeg også at komponere små klaverværker i en ret romantisk stil. Gustav animerede folk til at spille, og han satte også folk i gang med større ting. I min årgangs x-klasse havde han spottet Klaus Bloch som var en meget habil pianist med mod på lidt af hvert. Nu introducerede han os for hinanden og bad os lige i forbifarten at lære Brahms Ungarske dans nr. 1 firhændigt til forårskoncerten i maj 1974. Du milde hvor vi knoklede, både med vore egne ambitioner og for ikke at skuffe Gustavs forventninger. Som sidegevinst fik Klaus og jeg et nært venskab som har varet lige siden, og det var nok efter en veloverstået forårskoncert i 1974 i majnattens eufori over at Brahms faktisk godt kunne være os bekendt, at jeg besluttede mig for at studere musik efter gymnasiet.

Klaus og hans hustru Lene ved min 40 års fødselsdag i 1997.

Gustav startede sin karriere som musiklærer på gymnasiet i Nykøbing Mors (hvor han i øvrigt var kollega med Aksel Mark som han skulle møde igen som Hældagerskolens inspektør). Dér havde han allerede lidt velvilje med sig på forhånd, for Gustavs far Konrad Rige Jahn var søn af én af øens få læger og hans mor Harriet var datter af sognepræsten i Tødsø Christoffer Jansen. Trods det at pastor Jansen tog sin afsked i 1922, huskede øens ældre ham stadig da Gustav indfandt sig i slutningen af 50'erne. I "Dansk Sogne- og Præstehistorie" kan man da også læse adskillige anekdoter om Jansen, der næppe har været nogen kedelig mand. Men nu var det Gustav der tog bolig deroppe sammen med sin kone Maria og døtrene Iben og Gerd.

Konrad Rige Jahn, der som fritidssyssel oversatte adskillige operaer, sange og Schuberts to sangcykler (ja, sådan hedder det altså i flertal) "Die Schöne Müllerin" og "Winterreise". Konrad Jahns oversættelser er præget af stor musikalitet og en særlig fornemmelse for netop den sprogtone der ligger i digtene. Konrad Jahns mor var koncertsangerinde, så han har fået musikken ind på livet allerede som barn. Selv var han også en ganske habil sanger, og det lå ham netop meget på sinde, at TEKSTEN var vigtig og skulle kunne forståes. I det lys skal man nok også se hans store og uegennyttige oversættelsesarbejde i en tid, hvor kun et fåtal af befolkningen beherskede fremmedsprog..

Fra Mors gik det sydover til Odense Katedralskole hvor Gustav var adjunkt frem til 1966. En ganske lykkelig tid, så vidt jeg har forstået, fordi Gustav her havde en rektor der var med på at give musikfaget spillerum økonomisk og pædagogisk. Men Gustavs far, om hvem der også går mange anekdoter, som skrev drikkeviser, oversatte operaer og Schubert-lieder til et smukt og syngeligt dansk (han var "Kongelig Edsvoren Translatør") og dertil opfandt sin egen metode til at tilegne sig stenografi, var ved at komme op i årene. Gustav følte et behov for at være tættere på, og flyttede familien, der nu også talte sønnen Rune, med til hovedstaden hvor han blev ansat på Christianshavns Gymnasium. Det samme gymnasium som han selv var blevet student fra. I 1969 fik Gustav igen udlængsel. Denne gang var det Maribo Gymnasium han fik stilling på, men på det sted var musik kun et tålt fag, så i 1973 fik han stilling på det nystartede Rosborg Gymnasium i Vejle. Det blev til fem meget gode år dér. Lærerkollegiet og skolens rektor den kun 35-årige jazzglade cand. scient Erling Kristensen havde meget fornøjelse af Gustav, gav musikfaget megen plads og deltog undertiden selv i løjerne. Igen opstod ønsket om at komme tæt på hovedstadsområdet og på Gustavs aldersstegne mor, så han rejste med familien til Helsingør Gymnasium i 1978 og dér blev han til han i 1996 lod sig pensionere. I 1994 døde Maria Jahn efter længere tids sygdom. I 1997 opnåede Gustav, der altid har haft en udpræget sans for at overraske, at blive far til datteren Natascha.

Gustav var hjælpedirigent, da Lasse Nilssons værk for 96 klaverer og lige så mange musikskole-klaverelever blev opført på Koldinghus i 1996. Her ses i bageste række fra venstre: Tove Schrum, Gustav og Svend Poulsen. I midterste række: Willy Stolarczyk, mig og musikskoleleder Jørn Steffensen, Horsens og i forreste række Lasse Nilsson og Helle Poulsen.

I mine første år på musikstudiet var det fantastisk rart at have Gustav tæt på som inspirator og samtalepartner. Da han flyttede til Helsingør blev den fysiske afstand selvfølgelig større, men post og telefon samt besøg gjorde, at inspirationen stadig lod sig opretholde. At jeg andetsteds på hjemmesiden har beskrevet Gustav som min åndelige mentor er ganske velovervejet. Uden Gustav havde jeg nok ikke valgt musikstudiet. Og det er ofte i undervisningssituationer - eller når jeg selv udfolder mig musikalsk - Gustav og hans inspiration, støtte, metode og stadige opbakning som jeg griber tilbage til.

Gustav spiller sin "kendingsmelodi" - 1. sats af Schuberts klaversonate i A-dur op 120 - juni 2003.

Gustavs søster Harriet har sendt mig denne anmeldelse af én af Gustavs allerførste (måske DEN allerførste) forårskoncert som ung adjunkt på Odense Katedralskole. 13 år senere skulle jeg selv opleve Gustav i spidsen for en forårskoncert på Rosborg, og jeg kan sagtens genkende stilen. Gustav var uhyre kvalitetsbevidst samtidig med at han tog nogle gevaldige udfordringer op - og ingen stilart var ham tilsyneladende fremmed. I sine sidste år på Helsingør Gymnasium underviste han bl.a. i rock-gruppen Nirvanas musik.

Gustav fejer stadigvæk gennem vort hjem med jævne mellemrum. Han ankommer med en "overlevelseskuffert" fuld af musikalske ting og sager. Nogle af dem realiserer han her i familien, andre øver han selv på. Men Gustav er også en nær og kær ven - og dertil en lyttende og god samtalepartner, der altid har noget at give af, og altid har en ukuelig optimisme og et helt imponerende og smittende livsmod. Jeg synes det ses tydeligt på disse to billeder fra et helt uventet besøg i midten af december 2003.

- og her fra en lynvisit 1. maj 2004, hvor Gustav havde været til fest i Nivå og lod bilen stå dér mens han tog toget til Vejle for at opleve "The Fairy Queen" i Musikteatret. Han nåede en laksemad og en hurtig åndrig meningsudveksling i vanlig veloplagt stil for derefter at tage toget tilbage til bilen i Nivå.

Og Gustav spiller også stadig en rolle som inspirator - for næste generation. Her lytter han til Anne Katrines og Christoffers musikalske eksperimenter og kommer med gode råd under en seance i oktober 2004.

 

 

 
 


 
Meng Sørensen© 2005