* Kristus er opstanden! *

Af Alexander Schmemann  

 

Påskenat, når processionen  udenfor kirken standser foran lukkede døre, i det sidste tavse øjeblik før opstandelsesglæden bryder løs, da opstår der et spørgsmål i vore hjerter, bevidst eller ubevidst. Det er det selv samme spørgsmål, som var i hjertet hos kvinderne, som tidligt om morgenen, ”netop som solen var stået op”,  var de første, der kom til Kristi grav: ”Hvem skal vælte os stenen fra indgangen til graven?”

 

Vil dette under finde sted igen? Vil natten endnu engang blive lysere end dagen? Skal vi endnu engang fyldes ad den uforklarlige glæde, som så helt og holdet er uafhængig af alt i denne verden, den glæde, som hele denne nat og mange dage efter derefter vil lyde i påskehilsnens omfavnelse: ”Kristus er opstanden! Han er sandelig opstanden!”
Det øjeblik kommer altid. Dørene åbnes. Vi går ind i kirken, som nu er fuld ag lys, og vi påbegynder Påskemorgenens triumferende tjeneste.

 

Men et sted i sjælens indre er der stadig et spørgsmål. Hvad betyder alt dette” Hvad vil det sige at fejre Påske i denne verden, som er fuld af lidelse, had, overfladiskhed og krig?
Hvad vil det sige at synge om at ”nedtrampe døden ved døden” og at høre, at ” ingen af de døde forbliver i graven”, når netop døden, uden hensyn til vore daglige travlhed, stadig er den eneste absolutte, jordiske vished, vi har? Er det muligt, at Påsken, denne lysende og triumferende nat, blot er et øjebliks flugt fra virkeligheden, et åndeligt drikkegilde, som før eller siden efterfølges af den samme gamle rutine, den samme grå virkelighed, den samme nådeløse afkrydsning af dage, måneder og år, det samme kapløb mod død og ikke-eksistens?

 

Er vi ikke i lang tid blevet fortalt, at religion er selvbedrag og opium, noget, der er opfundet for at hjælpe mennesket til at klare sin hårde skæbne, fata-morgana i evig opløsning?
Ville det ikke være modigere, mere passende for menneskets værdighed, at give afkald på dette fata-morgana og ærligt se den simple og nøgterne virkelighed i øjnene? Hvad er svaret på alt dette?

 

Jeg tror, et første, prøvende svar kunne være følgende: Det er simpelt hen ikke muligt, at alt dette skulle være fri fantasi! Det er ganske enkelt ikke muligt, at alt dette skulle være fri fantasi! Det er ganske enkelt ikke muligt, at så megen tro, så megen glæde, så meget lys i disse næsten to tusinde år blot skulle være eskapisme (virkelighedsflugt) og blændværk.

 

 Kan et fata-morgana holde sig i århundrede? – Dette argument har nogen vægt, men er stadig ikke helt overbevisende, og det må helt enkelt slås fast, at der ikke findes nogen absolut overbevisende svar, som er acceptabelt og ville kunne offentliggøres som en videnskabelig forklaring på påsketroen.

 

Her kan hver enkelt blot vidne om sin egen personlige og levende erfaring  og tale for sig selv. I den levende og personlige erfaring, ved at betragte og tænke over den, finder vi pludselig fundamentet for alt andet, vi opdager, hvad det var, der oplyste alt med et så blændende lys, at det smelter tvivl og spørgsmål bort, ligesom voks smelter nær ild.

 

Men hvilken erfaring? Jeg kan kun beskrive eller definere den erfaringen af den levende Kristus. Min tro på Kristus kommer ikke af, at jeg siden min tidligste barndom har haft mulighed for at tage del i påskefejringen. Påsken, denne enestående nat, som fylder hilsenen ”Kristus er opstanden! – Han er sandelig opstanden!” med lys og glæde og sejrende kraft, gøres snarere mulig, fordi selve min tro er født af en erfaring af den levende Kristus.

 

Hvordan og hvornår fødtes denne tro? Jeg ved det ikke, jeg kan ikke huske det. Jeg ved blot, at hver gang jeg åbner Evangeliet og læser om Kristus, læser Hans ord, læser Hans lære, gentager jeg af hele mit hjerte og hele mit væsen det, som blev sagt af dem, der var udsendt for at arrestere Kristus men vendte tilbage til farisæerne uden Ham: ”Aldrig har noget menneske talt, som dette menneske taler.” (Joh. 7,46).

 

Hvad jeg derfor først og fremmest ved, er, at Kristi lære lever, og at intet på jorden kan sammenlignes med den. Og denne lære handler om Ham, om evigt liv, om sejr over døden, om en kærlighed, der besejrer og overvinder døden. Jeg ved også, at i en verden, hvor alt virker så vanskeligt og udmattende, er det det eneste blivende, det eneste, som aldrig ændres eller forsvinder, den indre viden om, at Kristus er med mig, ”Jeg vil ikke efterlade jer faderløse. Jeg kommer til jer.” (Joh. 14,18).

 

Og Han kommer virkelig og giver os fornemmelse af Sit nærvær gennem bøn, gennem en sjælens skælven, gennem en glæde, der er så ufattelig og dog så helt igennem levende, gennem Sit mystiske, men igen så umiskendelige, nærvær i kirken ved gudstjenester og i sakramentet. Denne levende erfaring vokser stedse, denne viden, denne fornemmelse, som bliver så åbenlys, af at Kristus er tilstede og at Hans ord er blevet opfyldt: "Den, som elsker mig, ----- og Jeg skal elske ham og åbenbare Mig for ham.” (Joh. 14,21).
Og hvad enten jeg er sammen med andre eller alene, så forbliver denne vished om Hans nærvær, kraften i Hans ord og glæden ved troen på Ham i mig. Dette er det eneste svar og det eneste bevis.

 

Hvorfor søger I de levende blandt de døde? Hvorfor begræder I det uforgængelige midt blandt forgængeligheden?” Al Kristendom er derfor troens erfaring, som gentages atter og atter, som var det første gang, ved at blive levendegjort i ritualer, ord, musik og farver. For den ikke-troende kommer det let til at tage sig ud som blændværk. Han hører blot ord, han ser blot ubegribelige ceremonier, og han fatter dem kun udvendigt. Men for de troende stråler alt dette indefra, ikke som et bevis på troen, men som troens resultat, som dens liv i verden, i sjælen og i historien.

 

Derfor er Langfredags mørke og sorg for os noget virkeligt, noget levende og nutidigt. Vi kan græde ved  Korset og opleve alt, hvad der skete ved denne ondskabens forræderiets, frygtsomhedens og bedragets triumf; vi kan med forventning og håb se på den livgivende grav Påskelørdag. Og derfor kan vi hvert år fejre Påsken, Pascha, Opstandelsen.

 

For Påsken er ikke en erindring om noget, der skete i fortiden. Den er et virkeligt møde i lykken og glæde med Ham, som vore hjerter for længe siden har mødt og kender som Liv og Lys af Lys.
Påskenatten bevidner, at Kristus er levende og iblandt os, og at vi er levende i Ham. Hele påskefejringen er en opfordring til at se verden og livet, og til at betragte morgengryet, som går forud for Lysets Riges dag.

I dag mærker vi Forårets duft ---”, synger Kirken, ”og den nye skabelse jubler —” Den jubler i tro, håb og kærlighed.

 

                   Dette er Opstandelsens dag,

                  Lad festdagen oplyse os,

                 Lad os omfavne hverandre,

                Lad os kalde også dem, der hader os, ”brødre”,

               Og tilgive alle ved Opstandelsen,

              Og lad os da råbe: Opstanden Kristus fra de døde

             Døden ved døden Han nedtrampet har,

            Og dem, som var i gravene, gav Han liv.

 

Kristus er opstanden!             

 

 Fra Alexander Schmemann: ”Celebration Of Faith, vol.2”. St Vladimir Seminary Press, New York 1994. 

Tilbage til Meng-Soerensen hovedside. 

 

* Læs også:
* Påskehilsen
* Den hellige Chrysostomos´ homilie til Herrens hellige og store Påske
* Hvad betyder Påsken?
* Nedfarten til Helvede
* Efter Påske