Nostalgi
Opdateret d. 20.3.2004

Banegård og rød / sorte bybusser.


Her ser vi Banegården, som nu er revet ned for at give plads for en mere moderne af slagsen. Billedet er fra slutningen af tresserne, hvor de nye større bybusser kom til byen. Carl Hansens rød-sorte bybusser hørte til i en tid, hvor hver enkelt by kunne være individualistisk m.h.t. farver på bybusserne, og det var i grunden ret charmerende. En overgang blev alle bybusser ramt af den gule pest, men her i byen kan vi så glæde os over vore nuværende grønne bybusser. En fremsynet slagtermester, Anton Jensen, der ejede "Kødbørsen" for foden af Jellingvej begyndte i 1922 med bybusdrift i Vejle. I 1942 tog Carl Hansen så over, og hans firma stod for det i 32 år, så købte kommunen selskabet og senere kom bybusserne ud i licitation.

Banegården i slutningen af 1950'erne. Bemærk, at den gamle "3. klasses ventesal" blev revet ned og lavet til rejsebureau.

Her kan man se nogle af de sidste rød-sorte busser. Én med reklamer og én uden.

Her er faktisk et eksempel på, hvor galt det kunne gå, da den gule pest bredte sig. Dette er faktisk én af de sort-røde busser - min barndoms bybusser - som man har MALET OM! Jamen har man da kendt magen! Nyd i øvrigt boghandlen i baggrunden - hele dette huskompleks er fuldstændig borte i dag.

En overdimensioneret brusekabine på Gammel Havn

Retur til Nostalgi-forsiden