Nostalgi
Opdateret d. 22.3.2004

Sct. Norbert, Sct. Johannes samt en dåb i sept. 57.


Nu vi alligevel går omkring omme bag ved strøget, og mens vi er på det kirkelige område, så kan vi kaste et blik ind i Vejles "rigtige" katolske kirke, "Sct. Norberts Kirke" - opført i 1924. Med Grundlovens indførelse i 1849 var det ikke længere strafbart at tilhøre en anden konfession end den evangelisk-lutherske. Kun i hovedstaden og i den åbne by Fredericia kunne katolikker, jøder, calvinister og andre før den tid samles i egne kirker eller synagoger. I 1904 kom de første katolske præster siden reformationen til Vejle, hvor de læste den første katolske messe i et værelse i Løveapotekets bygning. Præsterne var belgiske præmonstratensermunke fra et kloster i Averbode, og det er Vejles nuværende katolske sognepræst, Jan Ophoff, minsandten også. I 1924 stod en egentlig kirke færdig og det var meget naturligt, at den fik navn efter den hellige Norbert, præmonstratenserordenens grundlægger. Kirken har ikke forandret sig meget indvendigt. De største ændringer skete efter 2. Vatikanerkoncil i 1964. Da bestemtes det nemlig - blandt meget andet - at præsten skulle fejre dele af messen med ansigtet vendt mod menigheden. Derfor skulle præsten kunne gå om bag alteret, og de gamle altre måtte erstattes af fritstående alterborde. Kommunionsbænkene og prædikestolen forsvandt ved samme lejlighed. I dag har kirken et andet alter, end det viste. Dette alter er lavet af reliefferne fra de gamle kommunionsbænke. Bemærk glasmosaikvinduerne i koret, som er udført at den lokale meget anerkendte katolske kunstner Nis Schmidt. Jeg - og Maria også - har været til mange andagter i Sct. Norberts Kirke i tidens løb. Maria startede, da hun i 1978 / 79 var ansat på Mariasøstrenes Børnehave, og jeg tog en del af vagterne mens Cecilie og Christoffer har bevæget sig op gennem den børnehave og Sct. Norberts Skole. Der er en særlig atmosfære i kirken, og man går faktisk altid glad derfra.

Også borte fra strøget - længere borte - ligger min sognekirke, så er her et billede af Sct. Johannes Kirke ca. 1970. Cecilie og Christoffer er begge døbt dér, Christoffer er konfirmeret dér og derfra er mine mostre, min bedstemor og mine forældre blevet begravet. Jeg har siddet 12 år i Sct. Johannes sogns menighedsråd, så den betyder selvfølgelig noget for mig. Den er tegnet af arkitekt Løndorf-Jensen i en stil, der bevidst skulle få den til at se ældre ud. Både ude og inde kan man overraskes over, at kirken "kun" er fra 1940. Jeg oplevede det specielle at være med til kirkens 40-års jubilæum i 1981 (det er nemlig grundstenen, der blev nedlagt i 1940, kirken blev først indviet året efter), hvor alle kirkens præster gennem de fyrre år var til stede, bortset fra kirkens første sognepræst, senere biskop over Lolland-Falsters Stift, Haldor Hald, der var afgået ved døden. Man kan læse lidt mere hvis man klikker her og læser om vores gode ven Leif Arffmann, der er kirkens sognepræst i dag.

Og dér er jeg døbt søndag den 1. september 1957. Her står min højtelskede moster Tulle (der ikke hed Tulle men Asta, og som overhovedet ikke var min moster) med mig, sammen med min faster Vera. Min mor har aldrig været meget for offentlige optrædender, så hun foretrak at overlade det til andre at bære, og det var nu også meget udmærket. Moster Tulle var min "rigtige" moster Christas veninde, og de delte husholdning og sommerhus. Så moster Tulle hørte med til familien, da hun nu således blev min gudmor, kom hun og jeg jo alligevel til at stå i en slags familiært forhold til hinanden, og det havde jeg stor fornøjelse af. Moster Tulle var hele livet igennem i gang med at dygtiggøre sig. Det lykkedes hende via brevkurser og aftenskoler at samle sig et uddannelsesniveau indenfor matematik og sprog, der nærmest lå et sted mellem realeksamen og studentereksamen. Maria og jeg havde hende med til London i 1978 (hvor hun var 69 år gammel), og da klarede hun helt sig selv rent sprogligt. Hun var naturligvis helt på ungdomsoprørets side, da det kom i 1968, fanatisk modstander af Vietnamkrigen, bekymret over forureningen og en stor beundrer af Simon & Garfunkels musik. I forbindelse med en galdestensopreation i 1973 tyrede hun lige hele Elsa Gress' forfatterskab og senere viste det sig, at hun såmænd også havde fået læst noget Herbert Marcuse (nok i forbindelse med ungdomsoprøret, hvis filosof han jo i en vis udstrækning var). Hun var meget optaget af hans begreb "den repressive tolerance". Men hun var også meget anglofil. Som 5-årig blev jeg anbragt i hendes sofa for at se "The Last Night of the Proms", så jeg kendte "Land of Hope and Glory" og "Rule Britannia" inden jeg kom i skole. Jeg kan endda huske mostrenes bekymring, da en stærkt dødsmærket Sir Malcolm Sargent kæmpede sig op og dirigerede sin sidste koncert i slutningen af tresserne. Han døde 14 dage senere! Jeg misser i dag nødigt denne TV-oplevelse. Min faster Vera nåede jeg næsten ikke at lære at kende. Jeg husker hende svagt som en meget glad og munter dame, og jeg ved at hun var en habil amatørskuespiller, men hun og onkel Jørgen boede på Lolland, og kom derfor ikke så tit forbi, og i 1960 fik hun som 33-årig kræft og døde i løbet af et år, desværre. På korrespondanceplan har jeg kontakt med hendes datter, min kusine, Randi.

Nuvel: Rita og Poul Erik Sørensen med deres søn på den store dag. Dåbskjolen, som i let ændret form også er blevet brugt af Cecilie og Christoffer, består bl.a. af moster Tulles konfirmationskjole! Billedet bag os på væggen hænger i vores stue i dag. Som kunstværk har det måske begrænset betydning, men jeg har set på det hver eneste dag, så naturligvis betyder det noget for mig. "Munkestolen" i hjørnet med de udskårne (indianske?) ansigter, har vi også taget til os. Min ankomst vakte nogen bestyrtelse i familien, for mine forældre, der blev gift i 1947, havde således ventet 10 år med at få barn, og resten af slægten havde måske afskrevet muligheden. Den nærmeste familie bestod kun af ugifte mostre og min bedstemor, der helt uden forbehold anså mig for at være et geni allerede fra jeg knap kunne gå. Og det var jo herligt med hele denne beundrende rand af familiemedlemmer, meeen - jeg fik nu også lært, at anerkendelse kommer ikke af sig selv. Man skal yde noget for den, og familiens jublende tilråb er jo én side af sagen, omvendt havde de jo netop tid til at gå så meget op i mine gøremål og jeg ingen søskende at "gemme" mig bag, at jeg også fik lært, at det man foretager sig, skal kunne stå for en nærmere vurdering i familiens skød. Selv i dag kan jeg føle deres blikke i nakken, - men det er måske også meget godt i disse tider, hvor der tales så meget om moral og etik.

Her har vi så bedste og en meget ung udgave af mig ved hendes 80-års fødselsdag i 1972. Hun var en imponerende dame og ubestridt formand for min fanklub. Hele hendes ganske omfattende omgangskreds var særdeles velorienterede om hele min gøren og laden, så ikke engang for disse for mig relativt ukendte mennesker kunne jeg bevæge mig under synsfeltet. Min første tale nogensinde havde jeg meget betegnende lavet ved denne lejlighed. Bemærk den smarte strømlinede butterfly, - jo, man kunne klæde sig festlig på dengang.

Det vilde vesten

Retur til Nostalgi-forsiden