Nostalgi
Opdateret d. 3.10.2004

Mørkholt med og uden Hage.


Længere ude langs fjorden ligger et andet sted, som har en stor plads i mit hjerte: Mørkholt og Hvidbjerg. Allerede få år efter krigen gik min far i gang med at bygge sig et sommerhus på Mørkholt, så fra min allertidligste barndom har jeg været vant til at komme dér hver sommer. Billedet her er et avis-billede. Det er taget ned over min fars grund og huset, der ligger lige først for, er moster Tulles og moster Christas. De havde nabogrunde med andre ord - og udstrakt samvær i ferierne. Husene var primitive med egen brønd, petroleumslamper og toilet-spand, men det var vistnok tidens norm. Folkene på billedet her må jo i hvert fald for en dels vedkommende være min familie, men hvem, der er hvem, er ikke sådan at slå fast.

Min fars selvbyggerhus. Jamen der var virkelig gang i den i sommernætterne derude, man må sige at min familie har haft et udpræget talent for at gøre sig det behageligt. Jeg holder meget af den følgende artikel, for jeg synes, at den beskriver sommerhuslivet let ironisk men alligevel smukt og med en vis poesi. En meget våd sommer i starten af tresserne - 1961 om jeg husker ret. Berlinkrise var der i hvert fald, og man får en fornemmelse af, at afslapning, fester, storpolitik, sommerliv må have gået op i en højere enhed. Det eneste bekymrende i artiklen er såmænd vendingen: "Den lidt ældre herre med den lille dreng på skødet". Den lille dreng er mig. Men den ældre herre må være moster Tulles svoger "Onkel" Aksel (moster Tulles søster Herdis, havde jeg straks valgt at gøre til min "moster" Herdis og hendes mand følgelig til "onkel" Aksel - et par herlige mennesker, der desværre - heller - ikke er mere). Onkel Aksel var en årgang 1912, så den lidt ældre herre må altså have været 49 år gammel!


Rundt om kaffebordet i mostrenes sommerhus ses min mor og far, moster Christa stående med kaffekanden og moster Tulles anden søster Hanne og hendes mand, der sjovt nok også hed Aksel. Hanne og Aksel havde sommerhus lidt længere henne på vejen. Aksel døde i 1993 og Hanne, døde i marts 2003. Det største problem ved at være enebarn er, at man er udset til at være den, der lukker og slukker. Godt jeg har Maria, Cecilie og Christoffer, for 1990'erne bød på vel mange begravelser efter min smag.

Selv om både mostrenes og min fars selvbyggerhuse stadig står - omend i ud- og ombygget form, så følte familien alligevel behov for forandring, så i 1964 købte de to ens sommerhuse, som de fik sat på to nye grunde lidt længere henne ad kystlinien på Mørkholt Hage. Denne gang lagde de lys og vand ind og etablerede sig med vandskyllet kloset, som det jo hedder. De satte også fjernsynsantenner op, men efter vi i 1993 overtog mostrenes sommerhus efter moster Tulles død, har vi fjernet fjernsynet igen. Mine forældre solgte deres hus på nabogrunden i juni 1998, hvorefter huset blev bygget en del om, og nu går vi om bord i en større ombygning af vort hus, der ellers er ret uforandret i forhold til 1964. Her ser vi ud over de to nabogrunde på Mørkholt Hage. Der er gravet ud til fundamentet, og ikke længe efter stod husene der. Derefter begyndte et nyt kapitel i familiens sommerhusliv. Et kapitel, der stadig varer ved.

...Og sådan ser der ud fra omtrent samme sted i oktober 2004.

Retur til Nostalgi-forsiden