Nostalgi
Opdateret d. 20.3.2004

Et badehotel og en gul bus.


I den helt anden udkant af byen lå Munkebjerg Badehotel, som altså faktisk lå langt ude på landet. Man kunne lade sig fragte derud med dampbådene fra Vejle Havn. Jeg kan lige akkurat huske "Munkebjerg" og "Hvidbjerg", men jeg erindrer ikke at have sejlet med dem. De lagde jo bl.a. til ved Ulvehave badehotel. Et sted jeg betakkede mig for at komme p.g.a. navnet og også ved Munkebjerg. Tiden løb fra det gamle hotel, som blev revet ned og erstattet af det nuværende sent i 60'erne.

Ovre på den anden side af fjorden ved nordkysten lå Bredballe, der jo oprindelig var et beskedent fiskerleje, men langsomt blev en mondæn forstad. Med Bredballe Villapark kom der gang i den udvikling. Da vi dukkede op på Hældagerskolen som Rosborg-elever i 1973 var der stadig store ubebyggede arealer derude, og indtil kommunalreformen i 1970 lå Bredballe slet ikke i Vejle Kommune. Den var en del af Hornstrup Kommune og Bredballe og Hornstrup delte også sognepræst. Der gik derfor oprindelig slet ikke bybus ud til Bredballe, man måtte tage rutebilen til Tirsbæk, som ses på billedet her ved "første tunnel". Tirsbæk-bilen blev overtaget af Carl Hansens Rutebiler og erstattet af en bybuslinie omkring 1973, hvor billedet her også ca. stammer fra. Men Tirsbæk-rutebilen var undertiden én af de busser af ældre model, som - ganske kort før de gik på aftægt - fragtede gymnasie-elever fra Banegården ud til Hældagerskolen og retur hver dag.

Mørkholt med og uden Hage

Retur til Nostalgi-forsiden