Oves dressing

 

I midtfirserne, mens Poul Schlüter regerede landet købte vi Jellingvej 27 i december 1983. Sommeren efter flyttede Ove ind i kælderlejligheden. Ove Ancker – eller Ove Elmer Ancker, for nu at tage det hele med, havde frekventeret Rosborg i samme klasse som Maria og i årene efter havde vi holdt forbindelsen med hinanden. I 1984 sluttede han imidlertid sine studier i kristendomskundskab i Århus og i dansk i Odense, og han havde da netop fået stilling på Weekend avisen som anmelder af ny dansk litteratur. Der fulgte nu nogle år, hvor den intellektuelle formkurve var i top her på adressen. Ove læste anmeldelser op, der diskuteredes litteratur, musik og pædagogik, teologi med mere, og på 1. salen boede Jette Rath, der var undervejs som sygeplejerske. På sommerlørdage skete det ret tit, at alle tre etager improviserede en bedre middag – en tog sig af salaten, en anden af hovedretten, en tredje af desserten og så fortsatte vi gennem de lyse nætters tid. Ove indførte bl.a. Jim Beam-Whisky og lammekøller (ikke sammen, naturligvis). Sommeren sluttede vi gerne i september, hvor vi sammen drak sommerens forskellige slatter. En slat kunne f.eks. for Ove meget vel være netop en Jim Beam, hvoraf han kun havde taget et enkelt fem-finger glas. Søndagene efter noget sådant var der helt stille i huset, og alle sad og overvejede nu at gøre alvor af at melde sig ind i Blå Kors. Til nogle af disse sommerlige bacchanaler stod Ove for salaten, som han altid lod hvile i nedenstående delikate dressing:

 

1 dl god olie

2 – 3 spsk. vineddike

2 tsk. Dijon-sennep

½ dl vand

salt og peber efter behag

½ tsk. estragon

1 tsk. oregano

¼ tsk. salvie

¼ tsk. rosmarin

1 – 2 fed hvidløg

 

Rystes kraftigt sammen inden brug i eksempelvis en meljævner.

Ove Ancker i et festligt lag langt senere (1997).