Moster Stinnes småkager

 

Moster Stinne var min mormors lillesøster. De var en søskendeflok på 8 børn, hvoraf den første blev født i 1874 og moster Stinne sluttede flokken med sin ankomst i 1896. Med en aldersforskel på kun 4 år havde de to yngste søskende en hel del med hinanden at gøre. FaktiskI opnåede alle disse søskende at blive over 90 år gamle – undtagen søsteren Marie, der – uvist af hvilken grund – gerådede i konflikt med et større klovbærende dyr som 76-årig. Hun døde desværre af det – og trak dermed lidt den gale vej i en ellers imponerende statistik. Min mormor døde i 1989 ca. tre måneder inden hun ville være fyldt 97, og Moster Stinne selv døde i 1994 et halvt år før sin 98-års fødselsdag. De to søstre var virtuoser, når det gjaldt madlavning, der for dem var en lidenskab, en hobby, ja nærmest et kald. Både når de udfoldede sig i egne køkkener ved familiemiddage, men også når de fra tid til anden iførte sig den hvide kittel og gik ud som kogekoner. En praksis de begge bedrev til de var pænt oppe i firserne. Moster Stinnes familie kan man se lidt mere om i forbindelse med opskriften på Engelsk Christmas Cake, men hun var hele sit 98-årige liv igennem en livsglad optimistisk dame, der tog del i livet på sin egn – og som også nu og da slog sig løs som amatørskuespiller i forsamlingshuset. Der er sikkert mange af de opskrifter som jeg ligger inde med, der kan tilskrives hende, men især denne vedrørende hendes småkager er hun decideret krediteret for i min mors opskriftsbog. Jeg prøvede dem af, da Lise og Willy Stolarczyk holdt 10-års jubilæumskoncert i 2001, hvor de havde ønsket sig, at der blev bagt kager, mens koncerten foregik. Som sagt – så gjort:

 

250 g smør

250 g flormelis

250 g mel

1 æg

vanillesukker efter behov og smag.

 

Dejen æltes sammen – samles  - og rulles til en dejkugle, der hviler en halv times tid. Derefter ruller man dejen til stænger med en diameter på ca. 3 – 4 cm.

Så sættes stængerne i køleskab, og der kan de såmænd godt blive en dags tid til man har tænkt sig at bage kagerne. Varer det længere end en dags tid, tåler de glimrende en tur i dybfryseren.

 

Dejstavene skæres ud i skiver á ½ cm tykkelse og lægges på bageplade beklædt med bagepapir, ovnen skrues op på 180 grader og kagerne sættes ind. De skal ikke være forfærdelig længe derinde, men man er nødt til at holde øje med første hold kager. Når kanten bliver lys brun, er kagerne færdige. Det varer vel ca. 5 – 8 minutter, men kommer an på ovnen. Så hold øje med, hvordan de udvikler sig og fastlæg tidspunktet herefter ved kommende plader med kager.

Moster Stinne og min mormor ved sidstnævntes 90-årsdag i 1982.

Moster Stinne - formodentlig omkring 1940.