Opdateret d. 25.11.2004

Tilbage i min folkeskoletid havde jeg en helt speciel lærer i historie og kristendomskundskab. Senere skulle han også blive min lærer i latin, Fredy Jensen, en sand polyhistor i dette ords ægte betydning. Fredy samlede på mønter og på møllesten(!), han udgav små historiske skrifter, og udover latin, tysk og fransk, som han beherskede til fuldkommenhed, havde han også sat sig ind i kunstsprogene Esperanto og Interlingua. Fredy døde i 1988 kun 54 år gammel. I ovenstående artikel kan man læse (på Interlingua, men det lader sig nu gøre, hvis man kan et par fremmedsprog) om en del af Fredys virke.

Hvis man, efter at have læst om Robert Stolz' "Blumenlieder", skulle have fået lyst til at skaffe sig mere viden om denne spændende komponist, er ovenstående et meget fint link.

Der er ingen tvivl om at verden igen har fået øjenene op for Erich Wolfgang Korngolds fortræffeligheder efter at denne komponist gennem tresserne og halvfjerdserne blev sat i skammekrogen som "filmkomponist". Ovenstående er et link til "The Korngold Society".

Der kan skrives mange farverige historier om den engelsk-amerikansk-australske pianist, komponist og folkeviseforsker Percy Grainger. Excentrikeren, der startede som musikalsk vidunderbarn og som i sin høje alderdom fik noget af tiden til at gå med rock'n roll koncerter og med at bygge sære maskiner, som kunne lave en slags primitiv elektronisk musik. For os der bor i Vejle er det af særlig interesse at Grainger har boet her byen adskillige gange i løbet af 1920'erne, hvor han sammen med den gamle folkemindesamler Evald Tang Kristensen (1843 - 1929), der boede i Mølholm ved Vejle, tog ud på viseekspeditioner i de mere øde egne af Jylland. Grainger, der var et stort sproggeni og som talte perfekt dansk, lærte sig i øvrigt flere jyske dialekter for at være "terrængående" på turen. Percy Grainger og hans forbindelser til Danmark var grundlaget for mit afsluttende speciale på musikstudiet i 1982. Ovennævnte Fredy Jensen redigerede og udgav det på sit eget forlag "Humilitas" som hæftet "Viseekspeditioner fra Vejle" samme år og vi anvendte de penge, som salget indbragte, på at opsætte en mindeplade på Evald Tang Kristensens hus i Mølholm.

På ovenstående link kan man læse den smukke og interessante historie om en gammel tjekkisk folkesang (som Jan Masaryk og Jarmila Novotna i øvrigt indspillede), der gik hen og blev en slags kampsang under den tjekkoslovakiske fløjlsrevolution i 1989.

Holder man, som vi gør her i huset, af tyske nyheder, og er man begejstret for tyskernes nye udelte og charmerende hovedstad, er "Berliner Morgenpost" et godt sted at blive orienteret fra.

Hvis man oven i købet nu og da rejser til Berlin er her et udmærket sted at forberede sig fra.

Wien er en fascinerende by. Få byer har en så central placering i musikhistorien som den. Ja også kunsthistorisk og idéhistorisk spiller byen en meget stor rolle. Man mærker historiens vingeslag, når man går op ad trapperne til Siegmund Freuds lejlighed i Berggasse, når man går rundt i Mozarts lejlighed i Domgasse eller når man står ved de store komponisters grave på Zentralfriedhof. Charmen ved et glas heurigen i Grinzing eller en tur i Prater, bør man heller ikke nægte sig selv. Stedet her kommer godt omkring i Wien.

Retur til forsiden